Succesfuld deltagelse i turnering med medaljer til træningskammerater


Aalborg Judoklub deltog i weekenden i hvidbælteturneringen i Fredericia med 2 kæmpere. 


Turneringen blev afholdt med flydende vægtklasser, med 5 i hver pulje, og hver af kæmperne var derfor sikret minimum 4 kampe. 


Carl August Allerød var i pulje 2, og var den første kæmper på måtten. De 2 første kampe var meget lige, men Carl August tabte desværre begge knebent. Herefter var det lige, som om at Carl August var blevet  varm og bestemt på, at der skulle medalje med hjem til Aalborg. Han vandt de efterfølgende 2 kampe i flot stil, mod nogle dygtige modstandere. Hermed var puljens kampe afviklet, men da der var pointlighed mellem 3 af kæmperne, måtte de ud i omkampe før sølv og bronze medaljerne kunne placeres. I omkampene viste Carl August ingen nåde, og han vandt sikkert begge sine kampe, og sikrede sig dermed sølvmedaljen i en meget lige gruppe.


Gustav Heby Pedersen var i pulje 4, og umiddelbart virkede han som den klart mindste i denne pulje. Det var dog ikke noget, der afskrækkede Gustav, som hurtigt vandt hans første kamp. I den næste kamp måtte Gustav dog se sig besejret, hvor han knebent tabte. Han havde ellers domineret kampen, og han var i lang tid foran, men blev desværre kastet til wazari i slutningen af kampen. Gustav vendte dog stærkt tilbage og vandt de 2 efterfølgende kampe med gode kast, som blev fulgt op med sikker newasa (gulvkamp). Ligesom Carl Augusts pulje, var denne pulje  meget lige, og da pointene blev talt op, var Gustav den kæmper med flest point, og han kunne dermed modtage en velfortjent guldmedalje.


Der blev vist overraskede flot judo i betragtning af, at det var en hvidbælteturnering, og det var bestemt den lange køretur værd, ligesom de 2 træningskammerater fik uvurderlig kamptræning.


Stort tillykke til de 2 kæmpere.