Fredag d. 8. august 2008

Jambo alle sammen!

Torsdag den 31. juli var jeg i klinik på kvindeafdelingen. Vi var fire til at uddele medicin, hvilket foregår ved at patienterne selv har deres medicin. De studerede hjælper patienterne med, hvilken slags og hvor meget de skal have. Men de kan ikke altid lige svare på, hvordan de forskellige medikamenter virker. Kvinder og mænd over 5 år skal selv betale for alt vedr. deres indlæggelse og de skal også betale for at være på hospitalet. For børn under 5 år og gravide kvinder er det gratis, fordi regeringen gerne vil pose penge i, at kvinderne føder børn og at der er "stor" overlevelse blandt børnene. Kvinderne havde forskellige diagnoser, men igen var der en del som led af malaria og HIV. Men der var også kvinder med mavesmerter, brandsår og nogle der var blevet slået af deres mænd. Pga. kommunikationsproblemer og de årsager, jeg nævnte i sidste mail, udfører jeg ikke sygepleje. Men jeg fik lov til at hjælpe med at vaske gulv, hvor var det bare dejligt at kunne være til hjælp! Måden hvorpå vi vaskede gulv, var ved at hælde vand ud på gulvet, og så stod vi ellers med hver vores svaber og førte vandet rundt på gulvet. En kvinde med et brandsår på benet fik doneret en pose med tøj og sæbe, fordi hun var meget fattig. Hun blev vildt lykkelig: dansede og sang af glæde, det var vildt at se hendes reaktion. Det varmer at se hvordan folk hernede hjælper hinanden selvom de ikke har meget selv! Efter klinik vaskede jeg mit tøj, så det var klar til vores weekendtur, men det begynde at regne og jeg blev mega nervøs, fordi jeg havde vasket begge mine uniformer. Hvis de ikke nåede at tørre til næste dag, måtte jeg ud og låne en af de studerendes. Det havde jeg ikke særlig meget lyst til, idet de er lyserøde og ligner den afdansningsbalkjole fra da jeg var 4 år.

Efter aftenbøn besluttede vi os for at lave chapatti. Vi havde jo set madmødrene gøre det. Her er lige en bonus oplysning, hvis nogle ville prøve at lave det derhjemme: mel, olie, salt og vand er ingredienserne. Disse blandes og rulles ud som pandekager og steges i meget olie på en pande. Men vi havde så ikke brugt nok olie, hvilket vores forsøgspersoner Kora og Sawe var meget skuffet over. Men Tanja og jeg var mega stolte over vores bedrifter, og vi synes bare det smagte super godt.

Da jeg stod op om fredagen, næsten løb jeg - i frygt om at jeg ellers skulle have en lyserød uniform på - ud til mit tøj for at tjekke om det var blevet tørt. (Mette P jeg ved godt, du er skuffet over at jeg ikke vil have en lyserød uniform på, men den er altså bare så gyselig og der ikke er noget poptøz over den!). Heldigvis var min uniform blevet tør i løbet af natten, jubii! På RCH skulle jeg være i det afsnit, hvor de kontrollerede de gravide kvinder for HIV og syfilis. Først blev der taget blodprøver fra de gravide, og derefter skulle vi analysere det. Det foregik ved at de havde forskellige virksomme stoffer som kunne afsløre om de led af HIV eller syfilis. Derefter skulle kvinderne have svar på prøverne. Der var ingen som havde syfilis, men der var en, som havde HIV. Tanja og jeg var begge med, da hun fik det konstateret, det var bare forfærdeligt. Hun var blot 21 år og havde fire børn i forvejen, hun blev også meget ked af det. Det var bare forfærdeligt af sidde og overvære denne jævnaldrende kvinde få sin dødsdom, og måske havde hun smittet sine øvrige børn. HIV er et meget stort problem i Tanzania og det medfører mange andre sygdomme. Hun fik at vide, at hun skulle gå ned til hospitalet og få taget øvrige blodprøver. Derefter skulle sygeplejersken, som jeg havde fuldes med, føre blodet over på nogle papirer, som skulle sendes til Musoma. Men hun var meget træt og rodede rundt i det. Jeg blev nødt til at blande mig, for hun ikke lavede totalt rod i det. Det var lidt lige som de der "mini meal"-reklamer!

Til aftenbøn sang Tanja og jeg "Op al den ting som Gud har gjort" iført vores afrikanske kjoler, hvor var vi bare ømme. Efter vi havde sunget, stod præsten og fortalte, hvor forkert det var at have sex før ægteskab i en hel time. Hvis man havde sex før ægteskab var man en luder, og alt sådan noget sekt hjernevask sludder.
Skolen har købt en ko som skal slagtes til gradueringsfesten, så er det bare man ved, at man er i Afrika!

Lørdag stod vi op kl. 5.00, hvilket var meget hårdt. Kora fulgte os til bussen, det var vi meget glade for idet det er klamt, at man ikke kan se afrikanerne i mørke! Bussen var helt proppet, og vi var meget taknemlige for at vi havde købt billetter dagen før. De to første timer sad jeg bare og blev totalt mast, fordi jeg sad ud til midtergangen og der var mange mennesker, som stod op og placerede deres baller lige i mit hoved. Men der er et eller andet charmerende ved at være i sådan en proppet bus kun med afrikanere. Bussen holdte mange gange, og en af gangene var der nogle kvinder som solgte jordnødder. En af passagerne købte nogle nødder til os, de er bare så dejligt gæstfri hernede.

Der var en, som vi kender fra kirken, med i bussen. Da vi ankom til Musoma, viste han os op til Magiris kontor. Magiri er leder af Mennenonit kirken for hele Tanzania, og er manden bag denne aftale at vi kan komme til Mugumu. Vi blev indkvarteret på Mennenonit Hostel til 20 kr. pr. nat, og der var et toilet man kunne sidde på (hvilket var meget rart!). Dog var der kun koldt vand, men det gjorde ikke noget, fordi der var så varmt i Musoma. Magiri havde ikke tid til at snakke så meget med os, men fordi han følte et vist ansvar overfor os, kørte han os ned til et hotel, som lå helt ned til Victoria søen. Det var bare skønt at se vand igen, og den dejlige beroligende effekt, det har. Det ligner et helt hav så stor er den, og vi havde bare så meget lyst til at hoppe i. Men da vandet er meget stillestående er der nogle parasitter, bilharzia, som vi hvide ikke kan tåle. Så vi blev pænt oppe på vores madrasser og tog en masse sol, faktisk alt for meget - ups. Jeg er bare vildt imponeret over naturen, for mens vi lå der og hyggede os, fløj der omkring 20 ørne rundt over hovederne på os. Nogle gange stod de helt stille i luften, og det var bare så vildt imponerende. Efter den varme dag ved Victoria søen var det dejligt at komme i brusebad, men det føltes dog stadig noget koldt.

Bare fordi vi tager på weekendophold, slipper vi ikke sådan lige for kirke. Men Magiri fortalte, at det var kvinder, der i dag skulle stå for gudstjenesten, hvilket jeg var meget begejstret for. Endelig kommer kvinderne frem og viser hvad de kan! Men jeg har aldrig været med til sssssåååå lang en gudstjeneste - 3,5 time! Der var en kvinde, som stod og råbte i en hel time, og da hun var færdig med at råbe, udførte hun djævleuddrivelse på en anden kvinde, som så begyndte at skrige og græde helt vildt. Det var bare for sindssygt sekt-agtigt, og det mindede mig om Jydekompagniet! Man kunne se, at de i Musoma er rigere end i Mugumu, men de virkede også meget mere snobbet. Synes meget bedre om at gå i kirke i Mugumu.

Efter kirken gik vi hen til vores hostel, hvor vi spise frokost med kvinderne som havde stået for gudstjenesten samt Magiri og andre meget fine herrer. Efterfølgende mødtes vi med Magiri for at diskuteret samarbejdet med at danske sygeplejestuderende kommer til Mugumu. Der er nemlig rigtig mange, som gerne vil hertil, og der er allerede mange ansøgere til turen i februar. Vi mødtes på et fint hotel sammen med den ledende overlæge for hele Mara-regionen, Steven Kabiwe. Han og Magiri havde nemlig snakket om muligheden for at sende studerende til Musoma. Der er nemlig et regional hospital der, og tanken var, at de så skulle arbejde der, og rejse til Mugumu for også at se det. Vi synes det lød spændende, men følte ikke at de ville opnå den samme tætte kulturoplevelse, som vi har fået. Men vi aftalte at vi skulle hen og se hospitalet næste dag inden vi rejste videre til Mwanza. Magiri og Steven skulle holde møde efterfølgende, så derfor gik vi en tur ned til en svømmepøl, vi havde læst om i Lonely Planet. Men da vi kom derned, kunne vi ikke lugte klor, og vi kunne heller ikke få et klart svar på, om det bare var vand fra søen. Så vi blev pænt på kanten og nød udsigten over søen. Da vi havde fået nok, gik vi igen tilbage til Magiri og spiste aftensmad med ham. Det var noget meget stærkt mad, og mens vi spiste, blev vi angrebet af de mest aggressive myg nogensinde! Men det var sjovt at sidde og spise aftensmad med sådan en fin herre!

Vi havde en time til at se hospitalet inden vi skulle med vores bus til Mwanza. Det skyldtes en masse ting, blandet andet at det var mandag, så vi kunne ikke bare komme kl. 7. Men hospitalet var meget mere moderne end det i Mugumu, og det var sjovt at se et andet hospital. Det så også ud til at de havde mere at gøre med, og der var rigtige sygeplejersker på afdelingerne ikke bare studerende som i Mugumu. Vi var rundt og se alle afdelingerne. På en af afdelingerne mødte vi to psykiske syge, som sad og klappede i deres hænder da de så os.

Jeg tror, at der er mulighed for et samarbejde, men vi skal snakke med Magiri igen med henblik på logi osv. Men Tanja og jeg har diskuteret det en del, og er kommet frem til, at man i Musoma måske ikke får lige så tæt kulturoplevelse som i Mugumu. Blandt andet fordi, at vi i Mugumu bor på skolen, men i Musoma skulle de studerende bo på det hostel, som vi boede på. Men det er sådan nogle ting vi skal snakke med Magiri om i næste uge.

Busturen til Mwanza tog fire timer med diverse stop. På vejen så vi en flok gnuer og zebraer, hvor er naturen bare så imponerende! Vi endte på en busstation udenfor byen, og så snart vi steg ud af bussen, blev vi "overfaldet" af en masse, som ville kører os ind til byen, men jeg fik lige sagt at vi kunne klare os selv! Men da vi havde dannet os et overblik, havde vi brug for en taxa til at køre os indtil byen. På hotellet skulle vi betale 80 kr. pr. nat, men så var der også tv og VAMRT vand! Mwanza er den anden største byen i Tanzania, og hvor var det bare underligt at kommet til en storby! Der var bare mange huse og biler! Men det er ikke som eksempelvis London og København, men det er jo også Afrika! Jeg kunne bedre lide Musoma, fordi det var en meget mere hyggelig by og udsigten over søen var meget flottere. Men for bare 2 kr. kunne vi købe en sodavand, så det var bare super.

Tirsdagen havde vi bestemt at tilbringe på det dyreste hotel, Tilapia. Men jeg startede dagen med en genfødsel, mit første varme bad i 5 uger, hvor var det bare ubeskriveligt dejligt. Jeg var også totalt fascineret over, at der kom vand ud af vandhanen! Inden vi tog op på hotellet, gik vi en tur på et marked, hvor der var en sindssyg kvinde, der fulgte efter os og råbte og skreg. Vi fik hende dog rystet af. Jeg købte mig også en skraber - jeg havde kun medbragt én hjemmefra, og jeg synes ikke det var sjovt at lege rødstrømpe længere. Vi spise frokost på Tilapia, hvor vi fik en vegetar burger, mums hvor var det bare lækkert. Eftermiddagen tilbragte vi ved hotellets pool, vi kunne dog ikke få os til at tage en svømmetur selvom der var klor i. Til aften fik vi pizza og det var jo næsten som at være hjemme igen. Nok også fordi der var så mange hvide på hotellet, og jeg måtte tage mig selv i bare at sidde og glo på dem. Det er jo ikke så mange hvide mennesker, vi har set de sidste 5 uger. Da vi gik tilbage til vores hotel, var vi begge bare helt fyldte, og kunne næsten ikke gå.

Vi havde købt billetter dagen før, og vi havde fået oplyst at en taxa ud til busstationen kostede 4000 TSH svarende til 17 kr., men med en dalla dalla (lokal bus) kostede det kun 300 TSH svarende til 1,30 kr. Vi havde tiden og jeg ville også gerne prøve at køre med den lokale bus, så vi fangede en velklædt mand på gaden, som hjalp os med at finde den rigtige dalla dalla. Bussen kørte kl. 10.00, men fordi vi skulle med en dalla dalla var vi taget af sted i god tid. Kl. 8.40 satte vi os ind i bussen. Dette skulle vi senere komme til at fortryde... Bussen var ikke ret fyldt, så vi tænkte, at vi kunne få lov til at brede os. Men på den halvanden time inden bussen kørte, kom der fem madrasser ind i bussen og folk stod op i midtergangen. Bussen var mere end proppet med varer til Mugumu! Da bussen rullede ud på vejen, fandt vi ud af, at bussen først skulle den vej af Musoma, før vi kørte til Mugumu. Så kunne vi lige pludselig regne ud af det ikke ville tage de omkring fire timer at komme hjem. Da vi var kommet udenfor Mwanza steg der en præst på bussen, som havde mikrofon og højtaler med, han brugte en time på at stå og råbe Gud, Gud og velsigne vores rejse. Lidt efter blev vi stoppet af politiet, som synes det var uforsvarligt med alle de madrasser i bussen. Men da han fik øje på os to hvide, begyndte politimanden at spørge hvordan vi havde det og hvor vi var på vej hen osv. Det er bare så underligt, at det betyder så meget for dem, at man er hvid. I Musoma, efter 3,5 times kørsel, var jeg blevet lidt tørstig og havde lyst til en drikkeyoghurt, som jeg vidste man kunne få der. Jeg turde ikke forlade bussen, så jeg fik en af de mange sælgere, som står udenfor bussen, til at løbe hen og købe en drikkeyoghurt til mig. Men for jeg ikke skulle tro, at han ville snyde mig, skulle jeg holde øje med hans kølertaske. Udenfor bussen står der altid mange forskellige sælgere, som sælger kiks, fisk, bananer og appelsiner. De står med varerne lige neden for bussen, så man bare kan sidde i bussen og købe de forskellige ting.

Fra Musoma til Mugumu begyndte det at regne og lyne. Hvor var det bare flot at sidde og kigge ud på. Da vi kom til Mugumu kl. 19, stod Kora og tog imod os, hvor var det dejligt at se ham igen. Jeg havde faktisk savnet Mugumu. Men jeg kan love jer for, at jeg også havde meget ondt i min røv efter af sidde i en bus i 10,5 time! Jeg var stensikker på, at jeg havde fået tryksår!!!! Men vi er da i træning til når vi skal tilbage til Arusha, så noget positivt er der da at sige. Det var dejligt at gå til skolen, og da vi kom hjem, fik vi straks besøg af de studerende som havde savnet os, det var meget hyggeligt at snakke med dem igen!

Ingen tid at spilde. Vi skulle i klinik torsdag, og denne dag skulle jeg være i mandeafdelingen. Jeg var med rundt for at give patienterne medicin, og for at finde ud af, hvad de fejlede. Men lige pludselig stoppede de med at give medicin, fordi der var eksamination i afdelingen og hvis de studerende ikke gjorde det rigtigt kunne de dumpe - også selv om det ikke var dem, som blev eksamineret! Så derfor stoppede de. Jeg så en ældre mand, som var blevet opereret for brok. Ydermere havde han så også lige en testikel på størrelse med et nyfødt barn, fordi han havde betændelse i bitestiklen, som han havde gået med siden 1997. Han fik fjernet sting fra operationen for brok, og det væltede bare ud med pus pga. betændelse.

Der var også en patient, som var til sårpleje, fordi han var blevet overfaldet af en buffalo. Ham blev udskrevet med henblik på sårpleje hos hans lokale dispencery, "lægehus bare med sygeplejersker". Vi fik så også lige at vide, at vi ikke skal undervise på onsdag alligevel, fordi førsteårseleverne skal gøre klar til gradueringsfesten. Derudover fik vi også at vide, at morgendagen (dvs. i dag) var en helligdag, landmandens dag, og vi derfor heller ikke skulle over på RCH. Så vi har god tid til at pakke og få sagt farvel i næsten uge. Men vi tog herned for at undervise og det er kun blevet til to dage, men sådan er kulturen bare i Afrika.

Jeg dummede mig maks efter aftenbøn! Tanja griner endnu hver gang hun ser på mig. Jeg er begyndt at vænne mig til at hilse på swahili, så efter aftenbøn ville jeg give den ærende hilsen til præsten for at vise min respekt for ham. Det er kun en hilsen man bruger til folk, der er ældre end sig selv og kun til "betydningsfulde personer". Jeg bukkede pænt, som man nu engang skal, og sagde "malahaba", det er først da præsten kigger dumt på mig, og Tanja begynder at grine helt vildt, at jeg har finder ud af, at jeg har dummet mig! For det jeg sagde, var det præsten skulle sige, jeg skulle have sagt "shikamoo". Så det var faktisk vildt flabet gjort, men jeg gjorde det i den bedste mening for at vise ham ære, men jeg er en dør til swahili. Men man kan da sige, at jeg i hvert fald har lært det på den hårde måde. Han tog det forholdsvis pænt. Han sagde, at han ville bede for vores familie derhjemme i Danmark - jeg tror det er fordi, at han har ondt af jer.

Ja, jeg beklager at mailen endnu en gang er blevet lang. Men vi oplever bare så meget, og jeg ved at mine forældre og Mikkel gerne vil vide det hele. Så jeg synes heller ikke at I andre skal snydes.

Men jeg tror heller ikke, at der kommer en mail i næste uge fordi vi får travlt med at sige farvel til dem alle hernede. Lørdag skal vi hjem og besøg Koras familie. Sidste gang blev det aflyst, fordi jeg var syg. Søndag skal vi hjem med den søde vejleder Elijah. Han brugte en halv time på at høre, hvad vi kunne lide af mad, så han kunne servere noget vi kunne lide.

Mandag og tirsdag skal vi være på CBHPP og resten af ugen regner vi med at hjælpe med gradueringsfesten, sige farvel samt foretage de sidste besøg inden vi forlader Mugumu den 16. august - dagen efter gradueringsfesten. Så det bliver ikke en vild fest for vores vedkommende. Vi skal være i Arusha til den 20. august. Her håber vi på at kunne komme på en safari samt købe souvenirs inden turen går til Dar Es Salaam for én overnatning, mens vi lader op til en uge på Zanzibar. Her har vi planer om at vi skal på spice tour, snorkle og ellers bare slappe af og prøve at blive lidt brune, for det er godt nok ikke megen kulør, vi har fået!

I må hellere nyde den sidste tid inden jeg kommer hjem, bare en advarsel!

De kærligste hilsner
Rikke Meyer

 Torsdag d. 31. juli 2008

Jambo alle sammen!

Torsdag den 24. juli var anden dag i klinik og jeg skulle være på børneafdelingen. Mange af børnene havde malaria eller var dehydrerede. Det var også nogen som havde fået fjernet brok. Jeg hjalp med at bære de beskidte lagener til vaskeriet, her skulle vi stå og vise vaskerimanden hvert eneste lagn, for hvis der var blod på lagenet, skulle vi tage det med tilbage til afdelingen. Gad godt at se, hvis vi også skulle til at gøre det på Aalborg Sygehus! Der er flere grunde til, at jeg er glad for at vi ikke udfører sugepleje hernede:

1. Jeg ville ikke kunne snakke med patienterne.
2. Jeg ville ikke kunne være 100 % sikker på, hvad det var for noget medicin, jeg skulle give. Ydermere er der heller ikke altid adrenalin til stede når der gives injektioner.
3. Jeg ville skulle omgås blod - ofte uden handsker, og der er mange, som lider HIV og andre blodoverførende sygdomme.
4. Udstyret ser ikke spor sterilt ud og det "sterile" er pakket ind i nogle gamle beskidte lagner.
5. Jeg føler ikke, at jeg ville kunne udføre optimal sygepleje, da de hygiejniske principper er svære at overholde, når der ikke er rindende vand, rent, handsker nok og forbindinger (jeg så én, der fikserede en venflon med et klistermærke fra infusionsvæsken).
6. Jeg har aldrig haft med børn at gøre og har aldrig lagt en venflon derhjemme - hverken på et barn eller på en voksen (hernede stikker de igen og igen med den sammen nål indtil de finder venen. Måske op til 5 gang på hver side af hovedet, hvorefter de placerer nålen i armen, den sammen nål alle gangene uden at spritte den af).
7. Der bliver ikke taget hensyn til forældre og de bliver ikke informeret ret meget, og de studerende tog ikke omsorg for det lille barn.

Så jeg er rigtig glad for, at vi ikke udfører sygepleje hernede!

Om aftenen kom Hanne, en 3. års studerende, for at flette mit hår, vildt god taktik for det endte med at klokken blev så mange, at vi ikke kunne nå at komme til aftenbøn, øv også!

Fredagen blev brugt på RCH og denne gang var det min tur til at være hos de små børn! Børnene kommer på RCH for at blive vejet, for at se om de bliver ernæret godt nok. De er altså en form for sundhedsplejersker. Det er sjovt at se når børnene kommer der, for de har deres allerfineste tøj på. Min opgave var at aflæse vægten og sige den videre til en studerende, som vejledte moren i barnets ernæring. Jeg fik også lov til at holde en masse af de små hoveder, og de var bare vildt søde. Men der var nogle af dem, som tissede på mig, hvilket ikke var så fedt. Da vi fik fri, gik vi direkte ned i byen for at hente vores afrikanske kjoler. Vi havde fået at vide, at de ville være klar fra onsdag til fredag. Så da vi kom derned troede vi at alt ville være færdigt, men det eneste vi kunne se af vores kjoler var reststoffet. Vi fandt senere ud af, at det var fordi de var ude at stryge vores kjoler. De er bare så fine, og vi er rigtig glad for dem - tror helt sikkert også de luftes i Gaden!

To dage i træk uden aftenbøn, og i aften var det ikke fordi vi snød os udenom, men fordi den store sal var blevet gjort klar til eksamen mandag. Hvor heldig har man lige lov at være.

Lørdag plejer jo at være den dag, man kan få lov til at sove længe, men sådan er det ikke hernede. Men det betød også, at der stod brændvarme charpati kl. 9.00, mums! Kl. 9.30 havde vi aftalt, at vi skulle over og vække vores ven Sawe, som havde fødselsdag. Han har været så sød til at vise os rundt, og som tak ville vi give ham en rigtig dansk fødselsdag. Vi sang fødselsdagsang for ham, og vi havde lavet en syv lags charpati-lagkage med chokolade og bananer. Han blev rigtig glad for de bukser vi havde købt og vildt imponeret over vores kage. Senere tog vi Sawe og Kora med på det fineste hotel i Mugumu, hvor drengene fik et kæmpe fad kun med kød. Tanja og jeg fik vores sædvanlige chips and egg. Det var helt underligt at sidde på et "vestligt" hotel, og det var bare så flot. Derefter tog vi hjem og nød solen og jeg begyndte at læse en bog, der hedder "Under morbærtræets skygge", som Mikkels forældre har givet mig med. De første fem kapitler tudbrølede jeg, og Tanja troede, at jeg var ved at gå fra forstanden. De antimalariapiller vi tager, har en meget sjælden bivirkning hvilken er depression, og Tanja mente at jeg nok hellere måtte ligge bogen fra mig. Men Susannes tanke var ikke at jeg skulle være ked af det, men fordi at bogen beskriver en kurdisk kvindes møde med Sverige - det modsatte møde af det, jeg oplever. Jeg har fået tørt øjnene og kommet videre. Den er rigtig spændende og der er så mange ting som vi kan nikke genkendende til her.

Om aftenen var det tid til øl igen og vi fik 2 øl hver, men det var bare stille og roligt. Tanja havde også haft lidt uro i maven, og jeg havde haft meget lidt. Men efter vi var gået i seng vågnede jeg ved, at jeg havde det vildt dårligt! Jeg nåede kun at få den ene sko på, mens den anden var i hånden, da jeg styrtede ud på toilettet for at kaste op. Min mave var også blevet noget urolig. Det var noget af en nat, hvor jeg var på toilettet 4 gange, puha! Hvor er jeg bare vildt taknemlig for at vores toilet virker igen, tænk hvis jeg skulle løbe hele vejen ud til fælles toiletterne!

Søndag var dagen vi skulle have vores nye afrikaner kjoler på i kirke. Men pga. nattens uroligheder var jeg meget træt om morgenen og min krop var meget brugt. Ydermere havde jeg stadig ondt i maven og en del kvalme. Da jeg rejste mig fra sengen for at trække i mit nye tøj, fik jeg det mega ringe og måtte kapitulere. Jeg havde ellers glædet mig til at skulle i kirke i min nye kjole og høre koret. Mens Tanja tog i kirke, blev jeg liggende hjemme i min seng for at sove. Da Tanja kom hjem fortalte hun at koret ikke havde været i kirken, så var det lige pludselig ikke så slemt ikke at have været i kirke. Jeg stod først op kl. 17.00 så jeg kunne komme til aftenbøn for at kompensere for at jeg ikke havde været i kirke. Da vi kom hjem kl. 18.35 var jeg bare dødtræt, på trods af at jeg havde sovet det meste af dagen. Men det var bare en super nats søvn, jeg fik.

Mandag morgenen havde jeg det helt godt efter jeg havde sovet så godt. Så jeg havde mod til at tage på CBHPP. Vi er ved at lære den afrikanske tid, så vi kom først derover kl. 9.30, men vi var heller ikke gået glip af noget! Efter morgenbøn sad vi og stenede til kl.11, hvor der var en som kom og spurgte os om vi havde noget bedre at lave fordi der ikke ville ske noget på CBHPP i dag, da bilen var i Arusha. Så vi gik hjem for at forberede noter. Tanja valgte at ligge sig ud i solen, hvilket resulterede i at hun blev totalt rød i hovedet. Så nu vil hun ikke kaldes hvid længere, men rød i stedet. Men problemet er at rød og røv på Swahili lyder meget ens, så når hun selv tror hun siger rød, siger hun faktisk røv til stor morskab for de studerende.

Efter aftenbøn fortalte Sawe os om sin dag. Han havde været alene i børneafdelingen, og han er altså kun første års studerende. Han skulle give blod til en patient som havde anæmi. Da blodet havde løbet ind i tre timer begyndte barnet at få sitrende muskler. Sawe kom i tanke om, at han havde glemt at give lasix (som er et loop diuretika, ved ikke hvorfor de giver det og de kan heller ikke selv svare på det). Sawe fik fat i en af de uddannede sygeplejersker, som sagde at han bare skulle give barnet valium indtil musklerne stoppede med at sitree. Sawe fortalte os, at han havde været vildt bange. Men hvordan kunne en første års studerende også få sådan et ansvar? Helt vildt, er godt nok glad for at vi bliver passet bedre på, når vi er i klinik. Efter Sawe havde fortalt os hans historie, fik vi en SMS fra vores ven Francis, ham der kan tale lidt dansk. Han ville låne penge af os, idet hans mor var syg og skulle på hospitalet. Men vi havde ikke penge, da vi benytte dem vi har tilbage til at komme væk fra Mugumu. Det var også bare en træls situation vi sad i, men vi kan jo heller ikke redde hele verden, og hvis vi hjalp ham var vi også bange for, at der ville komme andre som også ville have vores "hjælp". Om natten fik jeg igen ondt i min mave, og begynde at være lidt urolig for om det evt. kunne være malaria.

Tirsdag havde jeg det bedre, men jeg havde fået ondt i min venstre arm og havde også stadig lidt uro i maven. Vi skulle med CBHPP ud på en skole ligesom i sidste uge, og det var også den samme video som i sidste uge, vi skulle vise. Men så kunne vi jo bare sidde og slappe af. Men vi skulle selvfølgelig rejse os op igen og præsentere os selv. Men vi er ved at blive helt scenevant, så det betyder ikke noget for os at rejse os op foran 500 personer og fortælle om os selv. Det er bare så skønt at være med CBHPP på tur, for det er så vildt spændende at køre rundt til de forskellige landsbyer. Naturen er bare vildt flot og frodig (ja, Anne Bodil, jeg skrev frodig). Tanzania er et meget grønt land med agaver og mange andre flotte og spændende planter. Det er spændende når man kigger ud over landskabet og man lige pludselig får øje på en gruppe mudderhuse. Nogle gange kan man ikke forestille sig, at der kan bo mennesker så langt ude, for hvor skulle de få forsyninger fra?

Da vi kom hjem var de 3. års studerende helt oppe og køre, fordi de var færdige med deres eksaminer. De hoppede, dansede, råbte og sang - vi fik helt kuldegysninger af deres glæde, dejlig følelse at se dem så glade!

Efter aftensmaden hvad Tanja og jeg snakket om, at jeg nok hellere måtte tage en malariatest, idet jeg stadig ikke følte mig på toppen. Derfor gik vi over på sygehuset, men for at jeg kunne få foretaget en test, skulle jeg have oprettet en journal, samt skulle jeg til en lægesamtale. Mit journalnummer er 10366/08, og jeg har fået en lille seddel så jeg ikke glemmer det, hvis jeg skulle have behov for lægehjælp igen. Lægesamtalen var noget af en oplevelse! Tanja var med til support, derudover var der to sygeplejerstuderende og en læge. Lægen spurgte selvfølgelig ind tilm hvordan jeg havde det og hvorfor jeg var kommet. Derudover ville han bare vide alt! Da jeg fortalte ham at jeg tog p-piller, ville han vide hvorfor, for min mand var jo ikke med på denne tur, så hvorfor tage p-piller? Jeg havde regnet med, at jeg bare skulle have en blodprøve, men lige pludselig ville lægen også have urin- og fæcesprøve, men det mente jeg ikke var nødvendigt så derfor holdte jeg mig til blodprøven. Tanja havde taget kanyler med, for vi er ikke meget for at bruge deres. Jeg stak mig selv, men selvfølgelig havde jeg ikke prikket hårdt nok, så Tanja måtte hjælpe mig. Mit blod kom på den plade, hvorpå blodet skulle undersøges. Vi satte os udenfor laboratoriet - det er der, hvor vi plejer at sende vores mails fra. Da laboranten skulle i gang med min prøve kaldte han os ind, og vi fik lov til at se i mikroskopet. Men jeg er bare en nød til at se sådan noget, og jeg var bare mest af alt interesseret i om jeg havde fået malaria eller ej? Jeg var noget nervøs for hvad svarrt var, for jeg havde ikke følt mig på toppen. Men heldigvis var der ingenting, YES! Men inden vi kunne forlade hospitalet, skulle jeg snakke med lægen igen, åh nej. Men heldigvis drejede samtalen sig ind på Tanja, så jeg kunne sidde og slappe af. Men han ville dog stadig gerne have en fæcesprøve, men det mente jeg ikke at jeg behøvede. Til slut var vi ved at blive inviteret hjem til lægen for at spise - meget, meget underligt lægebesøg!

Onsdag var vores anden undervisning, idet den var blevet aflyst i sidste uge. Vi skulle undervise i menstruation, menopause og brystet. Først lagde vi ud med at stille spørgsmål til det vi havde undervist i sidst gang. Vi ved ikke om det var fordi vores spørgsmål var svære, om de havde glemt det eller de var bange for at sige noget - men de svarede ikke. Men på den måde fik vi jo også repeteret det vi havde undervist i sidst. Jeg skulle undervise i menstruationscyklusen, hvilket gik meget godt. Jeg var i hvert fald mere fortrøstningsfuld end sidste gang trods emnet var sværere end sidst. Tanja gjorde igen en super flot indsats! Da vi havde undervist var der the pause, hvor var det bare var dejligt med charpati efter 3 dages pause.

Efter pausen satte vi os op på kontoret, hvor vi begyndte på vores sygeplejeepikrise fra Afrika. Men det var vores vejleder som skulle undervise, så vi spurgte om vi ikke måtte overvære hans time, og det måtte vi. Emnet var sygepleje til den terminale patient, og det var vildt sjovt at overvære. Sproget var en blanding mellem engelsk og swahili, men vi forstod det meste. Men det var en bladning mellem mange ting, for det var både om ubevidsthedsscoring, årsag til ubevidsthed, mestring af døden, observationer, åndelig omsorg og en masse andre ting. Men nu siger jeg nok mestring af døden - det vil sige, at de havde mikset alle mestringsteorierne sammen til én stor: Først vil patienten opleve benægtelse efterfulgt af vrede. Patienten ville herefter opleve depression for til sidst at acceptere døden. Dette skulle de studerede vide så de vidste, hvorfor patienten reagerede som de gjode, og ikke hvordan de kunne hjælpe patienten.

Det var rigtigt spændende at se, og hvor kan eleverne bare være stille. Når Tanja og jeg underviser kan der godt var en del uro, men under denne undervisning var der bare helt ro på klassen. Det var også sjovt at se hvordan de skulle gentage det læren sagde.

Om eftermiddagen ville vi tage ned til byen for at købe busbilletterne til vores tur til Victoriasøen, men vi blev gjort til grin, for hernede er det nok at bestille billetterne dagen før. Det har jeg det meget underligt med, men jeg tror kun at det er sundt, at mit kontrolgen bliver sat lidt på prøve.

Efter aftensmaden ville vi, Tanja og jeg, snoldrer for 2 kr. For det fik vi 25 bolsjer. På vejen mødte vi lægen, som jeg havde set udføre et kejsersnit, jeg fortalte ham, at Tanja også godt kunne tænke sig at komme med til en operation. Mens vi stod og snakkede ringede hans telefon, med besked om at der var en kvinde som skulle have foretaget kejsersnit. Vi gik med lægen ind på hospitalet for at tilse kvinden, og da vi så kvinden kunne vi se, at hendes kønslæber var opsvulmet af at presse. Lægen sagde at vi skulle komme igen om to timer for så ville han begynde at operere hende. Men vi havde set, at der var en kvinde, som var tæt på fødsel, så vi gik kun lige hjem for at trække i vores uniformer. Det var rigtigt spændende at se en fødsel, og denne endte bedre end den første vi havde set! Da fødselen var færdig, var det ved at være tid til operationen, så vi gik ned til operationsrummet. Her fik vi udleveret vores operationstøj, og denne gang har jeg fået et billede af det. Jeg havde set det hele før, men synes altid det er spændende at være med til en operation. Og selvfølgelig var der også ting som denne gang chokerede mig. Kvinden skulle have anlagt kateter, og det var ikke noget med at vaske hende af inden, nej nej. Hun skulle endda også lige undersøges vaginalt med kateteret i hånden, hvorefter det blev indført gennem urinrøret. Men de havde ikke lige en sprøjte som passede, men de prøvede at bruge den alligevel (vandet til at fylde ballonen op med blev taget fra iv. væsken, chok!). Dette resulterede i, at det gled ud fordi ballonen ikke var fyldt. Det hele faldt på gulvet, men alligevel blev kateteret bare sprittet af og man forsøgte igen, uden held. Så da operationen var færdig og barnet var kommet ud, trykkede lægen kvinden på maven og det stod bare ud med urin over det hele!

Da jeg kom ringede min mor, det var dejligt at høre, hvad hun og far gik og lavede - samt hvordan det gik med den øvrige familie. For selvom jeg er væk, tænker jeg stadig på alle jer derhjemme.

På lørdag den 2. august tager vi til Musoma og Mwanza, der er to byer, som ligger ved Victoriasøen. Vi regner med at være der til onsdag den 6. august. Vi har allerede planlagt det hele gennem vores Lonely Planet-bog, og vi glæder os begge meget til at komme i et varmt bad. Så jeg ved ikke hvor meget mail et bliver til i næste uge, men der er nok også nogle af jer som glæder sig til at hvile øjnene fra mine lidt for lange mails.

Knus og kram
Rikke Meyer

Torsdag d. 24. juli 2008

Jambo alle sammen!

Torsdag den 17. juli var dagen, hvor vi troede at vi skulle lave noter til undervisningen til ugen efter. Men som I sikkert allerede har fået forståelsen for, er det ikke til at planlægge noget i Afrika, for da vi kom op på lærerværelset fortalte Urassa, at vi skulle besøge det center vi skulle have været på dagen efter. Men inden nåede vi at hilse på lederen af Kisare Nursing School, Jane, som havde været hjemme for at passe hendes syge søster. Det var den kliniske vejleder som også er rigtig sød, der fulgte os hen på centeret som ligger ti minutters gang fra skolen. Centeret hedder RCH, Reproductions Children Health, og deres arbejde består i at hjælpe gravide, børn og kvinder med familieplanlægning. Det er et regeringsstøttet center. De gravide får udmålt hvor langt de er i deres graviditet, udleveret piller som forebygger malaria og orm i placenta, og derudover bliver de undersøgt og vejledt i, hvad de skal gøre hvis du føler sig utilpasse. Børnene kommer for at få deres vaccinationer samt for at blive vejet. Ydermere hjælper de også kvinder med antikonception; men de har kun p-piller, mini-pillen og injektioner på centeret og derfor det eneste, de kan tilbyde. Dette skydes at regeringen ikke ønsker kvinderne bare føder børn uhæmmet, idet de også gerne skulle kunne forsørge deres børn.

Da vi kom hjem synes jeg det var på tide at hytten skulle gøres rent, så jeg gik i gang - dog uden Ajax. Selvom jeg er i Afrika har jeg ikke lagt mit rengøringsvanvid på hylden, dog er det ikke lige så slemt som derhjemme. Om aftenen havde vi mange gæster, og det blev bare for meget for mig. Jeg tror det var en blanding af hjemve og det at jeg var træt. Så derfor lagde jeg mig ind i min seng og tænkte på alle jer derhjemme. Men det var heldigvis første gang jeg havde så meget hjemve, men det er blevet meget bedre siden. Synes bare det er hårdt at have gæster hele tiden, men det er også hyggeligt det er jo lidt lige som derhjemme på kollegiet, men bare at man ikke kan lukke døren på samme måde. Det var så også i dag vores toilet skulle stoppe fuldstændigt! Der kan absolut ikke være mere deri, så vi er forvist til fællestoiletterne, hvilet ikke er så lækkert! Vi har dog fundet ud af at vi godt kan tisse om morgenen og om aftenen.

Fredag var vores første dag på RCH, og Tanja og jeg blev delt op, hvilket var ret dejligt! Tanja, som er totalt skudt i børn, skulle være hos børnene og jeg skulle være ved de gravide kvinder. Næste fredag bytter vi så jeg får lov til at være ved børnene. Det var rigtigt spændende at være inde ved de gravide og den studerende, jeg fulgtes med, var sød til at fortælle, men alt kommunikationen var på swahili så jeg forstod ikke så meget. Men mens jeg sad på min stol i et hjørne kom der en anden studerende som skulle til eksamen. De andre blev smidt ud, men fordi jeg var hvid og sad i mit hjørne fik jeg lov til at blive. Det var bare totalt spændende fordi alt kommunikationen mellem elev og lærer/censor var på engelsk så jeg kunne rigtig følge med. Eleven var bare meget nervøs og jeg havde helt ondt af hende. Alt sygeplejen skulle være lige efter bogen, og alt skulle gøres i den rigtige rækkefølge. Det første problem var at der ikke var et termometer i undersøgelsesrummet, idet der kun var ét på hele centeret, så det skulle hun ud og hente først. Mens hun var væk, tog censor den ting jordmødre benytter til at lytte efter barnets hjertelyd. Alt var meget teknisk og eleven kom til at måle temperaturen i højre armhule, og lærens spurgte om det var efter proceduren. Det var det ikke - det skulle være venstre og hun blev pænt bedt om at flytte termometeret. Sådan var det hele vejen igennem. Før hun måtte tage blodtryk skulle hun tjekke respiration og nogle andre ting jeg ikke helt kunne finde ud af hvad var. Men sygeplejen er meget anderledes idet jeg ikke føler, at det er patienten, som er i fokus, og sygeplejerskerne er som små læger. I en normal dansk eksamenssituation vil patienten stadig være i fokus, men her var det bare den studerende, og engang i mellem blev der spurgt til patienten, som bare lå på briksen. Patienten blev heller ikke engang spurgt om det var okay, det skulle det bare være. Grundet eksamen var der også opstillet "håndvaske": en spand med en hane på, hvor man kunne vaske hænder. Det er ikke noget der normalt var på centeret.

Lørdag blev brugt på dansk hygge. Vi sov længe og fik brænd varme Charpati, mums. Derefter havde vi aftalt at mødes med Kora og Sawe, der er to studerende som er rigtig søde til at vise os rundt og fortælle. Vi gik ned i byen for at sende postkort. Det kostede 2,5 kr. pr. post for at få sendt til Danmark - det er nogle priser som Post Danmark kunne lære noget af! Men det gør altså også at vi er blevet totalt nærige. Vi har fået taget mål til kjoler, som vi skal give 75 kr. for hver. Det er rigtige afrikanske kjoler med tilhørende hårsjal. Vi bliver bare så fine glæder mig vildt meget til at prøve den!

Jeg havde fået to ure af min onkel Keld, som jeg fik batteri i. Super mange tak til onkel Keld. Som tak til drengene tog vi dem med på café, hvor vi fik chips and egg. For første gang smagte jeg en afrikansk øl fra Kenya. Men det smager mest af alt som de øl man får gratis på Saltlageret: fortyndet øl. Men det var nu hyggeligt, det var bare irriterende at der var 20 fluer som hele tiden var omkring eller på en. Da vi kom hjem tog vi en slapper med Harry Potter og sudoku, og vi faldt begge i søvn. Vi vågnede ved at vi fik gæster. Lige pludselig stod der fire danskere i vores hytte! De fortalte at de for 25 år siden, havde boet der sammen med tre små børn. De kom fra Herning og de to sygeplejersker var søstre og de var hver gift med en læge. Det var spændende at høre dem fortælle om hvordan det havde været her for 25 år siden. Hvor var det også var blive underligt at de lige pludselig kom forbi, men det gav en rar følelse. Nok er Danmark lille, men vi har et stor hjerte udadtil hvilket gør mig meget stolt af at være dansker.

Søndag er store kirke dag, og da vi jo snød os uden om i sidste uge, var det dejligt at være tilbage i kirken. Det var vildt så mange hvide der var der, der var både danskerne fra dagen før og et amerikansk ægtepar og deres børn. I kirken var der to mænd som skulle synge, de lignede totalt meget NIK og JAY idet de havde oversize habitter og hoppede rundt og dansede. Efter kirke fik vi kun lige lov til at spise vores frokost fordi Kora havde planer med os. Vi skulle på en kæmpe marked, det var lidt lige som Hjallerup Marked. Men der var ikke noget øltelt, karruseller og alle de mennesker man plejer at møde på en markedsplads (heller ingen små teenagepiger og svoger, der havde drukket sig fra sans og samling). Og det var heller ikke så stort, men man kunne købe køer i stedet for heste. Vi har endnu ikke set en hest i Tanzania - kun køer, geder, æsler og mange høns. Det var spændende at opleve trods den stegende hede. Man kunne købe en masse tøj for ingen penge. Vores ven Sawe har fødselsdag på lørdag og han ønskede sig et par nye cowbukser, som vi fik for bare 40 kr. Derefter gik vi en tur i yderkantet af Mugumu, og da vi kom hjem var vi godt brugte! Heldigvis var aftenbønnen kun 30 min., som ellers plejer at tage 1 time i weekenden. Da vores toilet var stoppet, var vi forvist til fællestoiletterne, og jeg var ellers lige ved at vænne mig til det. Men da jeg satte mig på hug for tisse, begyndte 50 myrer at kravle op af mine ben, jeg har aldrig nogensinde tisset så hurtigt. Men det var ikke nok, da de var allerede på vej længere op af mit ben, så på vej hjem til hytten hoppede jeg pga. af myrerne i mine bukser. Tanja og Kora grinede bare af mig da jeg kom ind i hytten. Men senere da Tanja havde været på toilettet var hun helt oppe at ringe for de havde også overfaldet hende, hi hi hi. Synes lige pludselig det var meget sjovt, men hele natten vågnede jeg og troede at der var myrer på mine ben.

Nu er vi ved at komme ind i vores ugeplan og vi mødte op på CBHPP (det forebyggende og sundhedsfremmende center for borgere med HIV og AIDS) kl. 9 mandag morgen. Men der skete ikke noget før kl. 9.30. Og derefter sad vi og stenede, indtil Lussia kom og sagde at vi skulle ud og køre. Men først skulle de hvide (Linzy, Tanja og jeg) betale for sukker som vi skulle give i en landsby. Vi kørte afsted som sidste mandag, bortset fra at det var andre steder vi skulle besøge. Det første sted var hos en pige som havde fået HIV ved at passe, pleje og sove sammen med et lille barn som havde HIV. Hun var blevet smittet ved at hun havde sår på armene og ikke havde taget forbehold overfor barnet. Efterfølgende var vi nogle andre steder. Lad mig straks sige, at jeg er glad for det ikke er mig der er chauffør, for det kræver sit. Jeg sad på forsædet og jeg kunne ikke se at der var til at komme igennem, da det ligene små stier, men der kunne bilen sagtens kommen igennem. Vores sidste besøg var hos en familie som gerne ville tage sig af en forældreløs pige som mistrives hos hende, pigen boede hos. Vi blev inviteret ind til "den nye familie", hvor vi blev budt på sukkerrør, min første gang og det smager meget godt! Efter "den nye familie" havde fortalt om pigen, tog vi sammen med pigen op til damen som "tog sig" af hende. Det skal nok lige siges, at pige var 10 år, men det kunne jeg overhovedet ikke se, troede ikke hun var en dag over 6 år. Hendes meget udspilede store mave og ultra tynde ekstremiteter afslørede hendes manglende ernæring. Hos damen som tog sig af hende, så vi den hullede og tyndslidte madras, som pigen sov på om natten. Ydermere fik vi at vide, at kvinden solgte pigens medicin til andre og det tøj som pigen fik fra CBHPP solgte hun også videre. Mens den nye familie, damen, som havde taget sig af pige tidligere, og Lussia fra CBHPP diskuterede den lille piges fremtid, sad hun lige ved siden af, og hørte alt der blev sagt. Det gjorde områdets børn også, idet de stod i en rundkreds for at høre hvad der skete. Børnene var alle fejlernæret og de så på os med deres store sultne øjne. Det var næsten ikke til at bære. Resultatet blev at den nye familie fik lov til at tage pige med sig hjem, dermed overværede vi lige en tvangsfjernelse. Da vi kørte derfra tænkte jeg meget på den lille pige og alle de andre børn fra landsbyen. Synes det er nogle barske ting man er vidne til, og vi står bare på sidelinjen som hvide og ser på. Men føler sig hjælpeløs, for man ønsker ikke at nogen skal have det som de børn i den landsby. Det sætter tingene i perspektiv, til det liv man lever hjemme i Danmark, hvor vi brokker os over det mindste og de børn ejede ikke engang det mindste. Ved ikke hvad der skulle til for at hjælpe dem for tror der er mange stedet de har det lige som de børn i den landsby. Men synes virkelig det er et godt arbejde de udfører hos CBHPP, men der er jo også bare så mange andre der lider!

Dagen efter skulle vi med CBHPP ud på en skole. Fem minutter før vi skulle af sted fik vi at vide, at vi skulle undervise i HIV på denne skolen. Det var der så ikke nogen der havde fortalt os om! Vi kiggede på hinanden og sagde: "det kan vi overhovedet ikke!". Vi fortalte dem på en meget diplomatisk måde, at vi ikke havde så mange tilfælde af HIV i Danmark, og at vi derfor kun kendte overordnet til sygdommen. Ydermere havde vi heller ikke forberedt noget, så vi slap heldigvis. Men alligevel skulle vi rejse os op foran 500 elever og præsentere os selv. Normalt plejer jeg ikke at have sceneskræk, men jeg må nok lige sige, at mit hjerte bankede meget stærkt i brystet på mig, da 500 mørke ansigter bare stirrede på én. På skolen viste CBHPP en afrikansk video vedrørende graviditet før ægteskabet. Her skal de nok lige siges, at CBHPP er sponsoreret af Mennonite Kirken, så derfor blev tiden efter videoen brugt på at advare imod sex før ægteskabet. Ikke noget omkring HIV og AIDS eller hvordan man kan beskytte sig, hvis man alligevel vælger at have sex før ægteskabet, hvilket jeg synes er forkert idet nogen jo kan have lysterne før ægteskabet! Men det er jo bare typisk for en kristen sekt.

Da vi kom hjem, virkede vores toilet igen, JUBII hvor er det bare dejligt! Vi forberedte os til næste dag, hvilket vi senere fandt ud af var spildt, idet en af de studerende til aftenbønnen informerede os om, at alle første års studerende skulle i klinik for at hjælpe de tredje års studerende som skulle til eksamen. Det er bare endnu en gang så typisk Afrika. Jeg var godt nok noget skuffet over at en lærer ikke engang havde informeret os om det! Dette betød så at vi skulle bruge den efterfølgende dag i klinikken.

Vi havde faktisk glædet os til at få et nærmere indblik i sygeplejen i Tanzania. Tanja og jeg valgte at dele os, således at vi ikke gik på samme afdeling. Tanja var på børneafdelingen og jeg var på obstetrisk (svangerskabsafdelingen). Det efterfølgende afsnit er meget sygepleje, så hvis det ikke interesserer dig, du har dårlige nerver eller ikke kan klare sygdom, så spring over næste afsnit - nu er du advaret!

Jeg startede med at se hvordan de studerende reddede senge, med de samme handsker til alle sengene. Ydermere havde de handskerne på en halv time af gangen. Jeg gik ellers lidt rundt på afdelingen med en studerende, på fødestuen så jeg en kvinde der fik anlagt et kateter. Kvinden blev bare vasket af og så forsøgte de ellers at anlægge det, og jeg ved ikke hvor mange gange de ramte ved siden af! Det skal nok lige siges til dem, som ikke er inden for den hvide verden, men som alligevel læser dette, er det infektionsrisiko, hvis kateteret ikke føres direkte ind! Mens jeg stod der, var der en læge der lige pludselig ville have mig med til et kejsersnit. Kvinden, der netop havde fået anlagt kateter, havde været i fødsel siden i går, og man havde derfor besluttet at lave kejsersnit. Men først skulle jeg lige med lægen ind og spise morgenmad. Herefter skulle vi ind og finde operationstøj og mundbind med visir (vidste ikke helt om det var så nødvendigt, men det fandt jeg senere ud af) til mig, noget meget gammelt og slidt tøj. Da jeg havde klædt om gik jeg ind på operationsstuen, og der lå kvinden med blottede bryster og med armene ud på et træ bræt! Hun lå på operationslejet med jord under fødderne og vinduet ud til var åbent. Jeg gad godt at vide hvor højt et KIM tal, der var i operationsstuen! Kvinden lå på lejet i store smerter og ingen af personalet prøve at berolige hende, selv om hun lå og vred sig i smerte. Hvor er det lige fokus på patienten er? Er helt målløs over hvordan patienterne bare bliver behandlet som kroppe uden sjæl! Den gik ikke i DK.

Mens hun var vågen bandt de hendes arme fast til de to træ brædder. Der lå hun så helt nøgen og lignede Jesus på korset. Derefter kom lægen og operationen begyndte. Kvinden blev lagt i anæstesi og havde kun nasal ilt! Hendes ben blev brugt som bord, og der var meget blod idet de bare skar hende op og ikke brændte alle de små blodkar som de gør i DK.

Mens operationen stod på, var jeg mega glad for at det ikke var mig der lå der, for jeg kunne se mange infektionsveje! Men da barnet kom ud, holdte jeg vejret, for jeg kunne ikke høre barnet sige noget, men efter et par sekunder begyndte barnet at skrige, dejlig lyd! Suget var bare en haveslange, og der blev ikke talt servietter inden man syede kvinden sammen. Mens kvinden var ved at blive syet sammen, sprang "synålen" op i hovedet på den studerende som assisterede ved operationen, jeg tror han var glad for at han have visir!

Da lægen var færdig dér, skulle han videre til en evacuation efter spontan abort. Synes nu han var noget hård med hendes underliv! Da lægen efterfølgende spurgte mig om hvordan jeg så operationen, sagde jeg at den var en del anderledes end i DK. Han svarede, at han godt vidste hvordan proceduren var, men at de bare ikke har de samme muligheder.

På afdelingen følte jeg virkelig at patienter var nålepuder idet, de studerende bare stak løs i patienterne og de var ikke blege for at bruge den samme nål flere gang i træk.

Jeg var også medskyldig i at tre studerende blev afstraffet med 5 nattevagter, fordi vi stod og havde det lidt sjovt inde på kontoret, ups! Har sagt undskyld og de sagde at det ikke var min skyld, men har det alligevel dårligt over det.

Om aftenen kom Kora og spurte om vi havde lyst til en øl, og vi svarede selvfølgelig NEJ. Hvad tror I selv - bare fordi vi går i kirke hver søndag, er vi da ikke stoppet med at drikke! Kora sneg sig ud, med risikoen for at blive smidt ud fra skolen hvis han blev opdaget, for at hente øl til os. Det var bare totalt hygge at sidde og drikke en tanzanisk øl samt spise chips og nødder. Øllene var på 0,5 liter, hvilket gør at den ligger godt i hånden. Men Kora drikker ikke øl. så kan fik bare en sodavand, idet han er en meget religiøs mand.

Jeg er ked af at denne mail er blevet så lang, men da det jo også er en studietur, skal der jo også være noget fagligt i mailen! I er altså alle hjertelige velkomme til at skrive til mig, det er dejligt at få noget sladder og nogle gode historier hjemme fra.

Vi har det stadig godt hernede især efter at vores toilet virker igen. Vi har planer om at tage til Musoma og Mwanza den første weekend i august fordi vi ikke skal undervise den onsdag, så vi regner først med at komme tilbage til Mugumu onsdag den 6. august. Bare så jeg kan komme ind og se Victoria søen!

Tak for din tålmodighed!
Rikke Meyer

Torsdag d. 17. juli 2008

Jambo alle sammen!

Så har vi være i Mugumu i en uge, og selv om tingene går langsomt får vi oplevet en del. Vi er godt i gang med at lave noter til vores undervisning, og vi har også hjulpet vores søde vejleder med at rette eksamensopgaver. Vi får udleveret svarene og så skal vi bare sidde og rette dem. Det er nu meget hyggeligt at se deres eksamensopgaver og så lave lidt andet end bare sidde og lave noter hele dagen lang. Han er meget glad for at vi hjælper ham, og som tak kiggede han vores noter igennem for at se om de var gode nok. Det var dejligt at få lidt feedback på det vi sidder og laver. Der er bare det problem, at man får mega ondt i bagen af at sidde på deres stole, der er absol